HEIM
25.08.2018

En rejse digter sig selv

Røða, sum Torbjørn Jacobsen, borgarstjóri, helt, tá Hansara Kongaliga Hátign Fríðrikur, krúnprinsur, og Hennara Kongaliga Hátign Mary, krúnprinsessa, komu í land av Dannebrog á Bakka á Glyvrum.

Deres Kongelige Højheder – Kronprins Frederik, Kronprinsesse Mary, Prinserne Christian og Vincent og Prinsesserne Isabella og Josephine.

På vegne af de fire tusinde mennesker, der bemander de 15 bygder i Runavíkar kommune, er det med stor glæde, at borgmesteren byder jer hjertelig velkomne til Øerne og i særdeleshed her til Skaalefjorden.

”En rejse digter sig selv”, er digteren Johannes V. Jensen kendt for at proklamere, efter at være rejst ud i verden i sine unge år uden en egentlig rejseplan. I Jeres tilfælde var hoveddestinationen klar fra første færd, men efter en kompliceret rejsedigtning er i foreløbig havnet i Nordatlantens sikreste havn – Kongshavn.

I en chorographisk beskrivelse fra 1779 får vi at vide, at: “Foran udi Skaalefjord er en god havn, kaldet Kongshavn, fordi de Kongelige Orlogsskibe, naar de gik her under Landet og krydsede paa Soerøvere i forrige Tider, tage altid her deres Havn.” Den danske styrmand Bagge Wandels skriver i sin dagbog fra 1650, at “wi gick til Segels og seglede hen mod Kongshauffuen”, benævnelsen for den sydlige del af Skaalefjorden.

Nu, da I har sejlet igennem Kongehavnen, og den smukke royale yacht “Dannebrog” er fortøjet her i Glyvrar, er I strandet et sted, hvis DNA-kordeler hovedsaglig er spundet ud af flid, idérigdom og iværksætterlyst. Byen, vi ser omkring os, er i et halvt århundrede vokset ud af næsten ingenting.

Vi er omringet af havet, og vores materielle eksistens er overvejende betinget af de gaver, som det omkringliggende hav er i stand til at give os, derfor er der en logisk forklaring for årsagen til, at nybyggere fra alle landets distrikter valfartede til den smukke Skaalefjord – Færøernes sikreste havn – og blev del af en smeltedigel, hvor mange kulturer mødtes, og alle tog en hånd med i ingeniørkunsten at bygge op et på mange måder nyt samfund.

Ingen nutid, ingen fremtid - uden en fortid, og forbindelsen tilbage i tiden skal man være meget omhyggelig med at værne om. Vokser stængelen hurtigere end roden, kan samfundsstabiliteten gå skæv, og skuden kæntre. Driftsikkerheden bliver under alle omstændigheder mindre optimal.

Han er blevet nævnt før under Jeres besøg, forfatteren Jørgen Frantz Jacobsen. Hans gode ven og nære slægtning, den verdenskendte forfatter William Heinesen, omtaler i et brev fra 1937 - glibrianske cigarer. Det er ikke fordi vi har ernæret os af tobaksproduktion her i området, men snarere fordi Jacobsens nære slægtninge, borgmesterens og Bakkafrost direktørens forfædre, boede her i bygden.

Heinesen skriver: “Under mangfoldige besøg hos sin moders slægtninge ved Skaalefjorden – lige her hvor vi nu står – blev Jørgen-Frantz tidligt fortrolig med livet i færøske bygder, og herfra er en stor del af stoffet til romanen “Barbara” hentet. Lagmanden Samuel Mikkelsen er tegnet efter en imposant grandonkel, og den bidende og evigt strikkende tante Armgard efter en lige bidsk grandtante.” 37 år gammel åndede Jacobsen ud for sidste gang, i 1938, på Sanatoriet ved Vejlefjord. Romanen blev hans eneste, men den gik sin sejrsgang verden over, og den danske udgave er solgt i 250 tusinde eksemplarer og desuden er den filmatiseret.

Det tuberkuloseplagede legeme og sin unge alder til trods, tog Jørgen-Frantz Jacobsen aktivt del i øernes nationale bevægelse, og blev en af dens fortrinlige og fornemme skribenter i bevidstheden om ordets magt i alle henseender. Grundidéen, projektet, var at løfte Færøerne, dets kultur, sprog og politiske institutioner, op på niveau med verdenseliten. For en stor dels vedkommende er det lykkedes. Vi diskuterer fremdeles om øernes politiske status i verdenssamfundet, holdningerne bølger frem og tilbage, men de retoriske våben er lagt ned for en dag, og under alle omstændigheder kan vi sammenfattende sige, at de nationale bevægelser i de tre lande, Danmark, Grønland og Færøerne, har været med til at fremme et langt mere farverigt Kongerige, end der hvor bilande og kolonier er gået i et med tapetet hos én af parterne. Og lige meget hvad der i femtiden måtte ske på den politiske arena, imellem landene, må vi give håndslag på, at det gode venskab, cementeret i vores fælles nordiske oprindelse, forbliver og består.

Alle rejser digter sig selv. Efter omstændighederne og de omkringliggende forudsætninger. Modet og viljen er afgørende faktorer. Jacobsen skriver i et af sine sidste breve: “I de sidste måneder har jeg befundet mig om ikke i en katastrofal situation, så dog i en frygtelig hul dønning. Mit skib, der pløjer sygdommens sø, har jo vandet stående højt i alle lasterum, det flyder tungt og hugger fygteligt.” Dette til trods skriver han også: “Jeg forbliver dybt taknemmelig mod livet og vil fremdeles være forsonet med dets kår, thi det giver mere end det tager, ja, jeg har allerede fået så meget, at jeg aldrig vil kunne få berettiget grund til at klage.”

I dette spændingsfelt udspringer virkelysten, idérigdommen, foretagsomheden, viljen og modet. Grundlaget for skabelsen af nationer, byer, virksomheder og de institutioner, der er nødvendige for at et samfund kan bestå og udvikle sig ind i en ukendt fremtid.

Denne rejse skal nu, for en stund, digtes videre af Regin Jacobsen, hans kone og hans øverste stab, der vil fremvise Jer og os hvordan man i en lille bygd i Færøerne er i stand til at fremtrylle verdens mest udviklede lakseproduktion og strukturen der skal til, for at konstruktionen holder vand.

Endnu en gang. Deres Kongelige Højheder. Hjertelig velkomne, nu, da I var så venlige at frekventere og besøge vores kommune, - samtidig som jeg regner med et snarligt gensyn. Hermed overrækker jeg stafetten til direktør Regin Jacobsen, i forventningen om at modtage den påny, når vi bevæger os ud for at se andre af byens nyere faciliteter.

Tak.